OVE RAABJERG LARSEN

er åben for at afhænde sit livsværk

“Tiden er inde til, at jeg trækker

mig tilbage, så jeg er åben for at

afhænde min forretning. ”

Alderen er der ingen af os, der kan løbe fra, og hos Ove Raabjerg Larsen på Marienlystvej i Skive siger dåbsattesten, at han nu har rundet de 69 år.

Mange på den alder har trukket sig tilbage fra arbejdsmarkedet for at nyde seniortilværelsen, men Ove Raabjerg Larsen er fortsat aktiv på de specialopgaver, han godt kan lide at lave på værkstedet - her har jeg brugt rigtig mange timer, smiler han.

Det seneste års tid er timerne nu blevet færre, for i dag går han alene på det værksted, hvor der tidligere var livlig aktivitet med en håndfuld medarbejdere ansat foruden en kontordame og en halv snes udkørende svende i tømrer-snedkervirksomheden.

Min alder siger mig, at tiden er ved at være inde til at trække sig tilbage og overlade virksomheden til en anden. Derfor har jeg valgt at trappe ned og sige farvel til mine medarbejdere, den sidste ved juletid, siger Ove Raabjerg Larsen.

Bygget op på bar jord

​Han blev selvstændig for 37 år siden, og fra 1990 har hans tømrer- og snedkervirksomhed haft til huse i bygningerne på Marienlystvej, hvor han også bor i den tilstødende villa sammen med konen, Anny.

Både villaen, kontor og værksted sammen med en tilhørende grund på 7.500 kvadratmeter, er han nu åben for at afhænde til en, der har færre år på dåbsattesten.

Jeg forestiller mig, at det kunne være noget for en ung mand, som kunne overtage det glidende i et samarbejde med mig. Og skulle vedkommende ikke selv have brug for villaen, så er vi så glade for at bo her, at vi gerne bliver boende til leje, siger Ove Raabjerg Larsen.

Villaen er på 238 kvadratmeter, værkstedet på cirka 850 kvadratmeter.

Jeg byggede virksomhed og villa op på bar jord i 1990, og i 2001 byggede jeg om og til på værkstedet og kontor. Og skulle en kommende arvtager få brug for at udvide, så er der nok af tilstødende jord at gøre det på, siger han.

Interesserede er velkommen til at kigge forbi til en snak og se virksomheden, villa og grund og samtidig få et indblik i de kunder og de specialopgaver, Ove Raabjerg Larsen og hans ansatte har løst over år. Og det er mange. Både på traditionelt tømrerarbejde, men også individuelle tømrer-snedkerløsninger på værkstedet.

På det traditionelle tømrerarbejde har det både været tag, vinduer, døre, facadebeklædning og andre relaterede opgaver i forbindelse med renovering, nybyg og vedligehold, og på vinduer og døre har det ofte været specialfremstillede CE mærkede fra eget værksted, hvor der også kan sprøjtemales og tørres. På specialopgaver, er der stort set ikke den opgave, Ove Raabjerg Larsen har løst over årene for egne kunder, men også som underleverandør til mange kolleger på Skiveegnen.

I denne tid, hvor han trapper ned, er det også specialopgaver, han hygger sig med at løse på værkstedet.

Nu, hvor jeg går alene, kan jeg godt tillade mig at være lidt kræsen og kun løse de specilaopgaver, jeg selv kan lide at arbejde med. Men det kan også til tider være svært, for jeg har ikke nemt ved at sige nej til nogen, siger Ove Raabjerg Larsen.

Blandt de specialopgaver, han lige nu arbejder med, er fortsatsvinduer til gamle huse og vinduesrammer til Ørslevkloster Kirke.

- Det er en af den slags specialopgaver, jeg godt kan lide at arbejde med. Her kommer det gamle håndværk til sin ret, for det er rammer, der skal kittes og siden håndmales af en maler med linolie, siger Ove Raabjerg Larsen.

​Som i øvrigt er kendt for gerne at dele en anekdote eller to i snak med kunderne. Med den lune, der kendetegner opvæksten på Jegindø.

Anny fandt han tæt på, på Thyholm, men da hun begyndte at studere til lærer i skive, byggede de i 1978 hus på Hybenvej.

Bliver i Skive

- Vi var de første til at bygge hus på Hybenvej, hvor vi boede frem til flytningen i 1990, siger Ove Raabjerg Larsen.

Skulle en kommende køber af virksomheden vælge selv at bruge villaen, så har parret ingen planer om at flytte fra området.

- Vi bliver her, for her har vi vores to sønner, to svigerdøtre og seks børnebørn, smiler han.

Åben for kreative forslag

Tøv ikke med at tage kontakt. Alle konstellationer kan være en mulighed.

Køb, løbende overdragelse, bytte bolig osv. - kan det tænkes så kan det diskuteres​

Har du spørgsmål eller
​ønsker du at høre nærmere?

Stil dine spørgsmål her​

​Vi svarer dig inden for 24-48 timer.​

 
 
 
Nogle felter er ikke udfyldt korrekt

Kontaktoplysninger

Ove Raabjerg Larsen Tømrer & Snedker ApS

Marienlystvej 45, 7800 Skive

Klik her for rutevejledning

Telefon​: 97 51 24 81

E-mail: orl@orl.dk

CVR: 15116676